Sidst opdateret:
14. maj '14 kl. 09:41 af AT
tirsdag 11. februar 2014 kl. 16:53 | 0 kommentarer

Kære SAMS'ere

Vi har nu fået endeligt på plads, hvor arrangementet skal afholdes:

Frivilligcentret Herlev Hovedgade 172 2730 Herlev

Ankomst til Herlev fredag den 28. marts mellem 17 og 18, og weekenden slutter søndag den 30. marts ca. kl. 14.

I huset kan vi holde foredrag, lave mad og sove til søndag. Hver enkelt skal dog selv stå for liggeunderlag og sovepose. Der er ikke adgang til bad i huset, hvorfor vi lørdag morgen, hvor vi alligevel skal med bussen til Rigshospitalet for at blive undervist i den gynækologiske undersøgelse, tager forbi Bellabadet Svømmehal og klarer smukkeseringen.

Planlægningen af programmet er stadig i gang, og vi har indtil videre fået arrangeret en spændende workshop om gynækologisk undersøgelse, hvor der vil være masser af mulighed for på fantomer selv at prøve at udføre dette. Derudover kommer praktiserende læge Lene Flachs og fortæller om mødet med den udsatte gravide.

Vi afventer stadig mulig sponsorering fra DSAM, så det er stadig ikke afgjort om der kommer en mindre brugerbetaling. Denne bliver dog max på 100 kr og det inklusiv mad og drikke. Tilmeldingen er fortsat åben - skriv en mail til marie.ramloev@gmail.com for at tilmelde dig. Vi håber at se jer!

Mange hilsner fra

planlægningsgruppen for SAMS forårsweekend 2014
Maria Åhlander Olsen, Marie Ramløv, Anders Karlsen og Sine Berntsen

søndag 9. februar 2014 kl. 13:27 | 0 kommentarer

Kom til debat- og foredragsaften med SAMS!

Vi har inviteret Knud Jakobsen, der er praktiserende læge på Færøerne og tidligere amtsrådspolitiker. Han vil fortælle om sit arbejdsliv som praktiserende læge og starte en debat om følgende emner:
- Hvad er almen medicin?
- Sundhed
- Forebyggelse
- Sygdomsforståelse

”Mit mål er, at patienterne forlader enhver konsultation med følelsen af, at de er noget, at de dur til noget, at der er noget, de kan være stolte af. Hvordan vi giver patienten den oplevelse, se det er det forebyggelse handler om, og det er det, der gør forskellen på en sygdomsfunktionær med en guide line og en almen mediciner.”

Knud Jacobsen i ”Efterskrift”

Dette foregår torsdag den 13. februar kl. 19-21 i Biokemisk Aud.

Der er selvfølgelig kaffe og kage.

Vi glæder os til at se Jer til en spændende aften!

SAMS Aarhus holder næste månedsmøde mandag d. 3. februar kl. 19.
Dette foregår i bygning 1264, lokale 3.10 på øverste sal.

Vi nærmer os et spændende semester med nye foredrag, kurser, forårsekskursion osv. og ikke mindst en forestående generalforsamling.

På månedsmødet vil forskningsårsstuderende og næstformand i SAMS Aarhus, Pernille Libach Hansen, fortælle om sit forskningsprojekt "Use of general practice, diagnostic investigations and medicine prescriptions 1 year prior to colorectal cancer diagnosis" og om hvilke "hotte" emner, der forskes i generelt i almen praksis i Danmark.

Vi ser frem til en spændende og indholdsrig aften med alle jer aktive SAMS'ere, og andre medicinstuderende, som er interesseret i almen praksis, er selvfølgelig velkommen til at kigge forbi

Tilmeld dig begivenheden på SAMS Aarhus facebookside.



Vi glæder os til at se dig!

onsdag 1. januar 2014 kl. 13:50 | 0 kommentarer

 

Så er 2014 igang, og det starter med dette spændende jobopslag i Aabenraa, som omhandler en fuldtidsstilling som lægesekretær i ugerne 28, 29 og 30.

Læs mere inde på vores jobportal.

torsdag 12. december 2013 kl. 19:49 | 0 kommentarer
Vi holder SAMS julefrokost d. 23. januar kl. 18.30.
Vi har i forbindelse med arrangementet allieret os med Cafe Smagløs nede på klostertorvet. De har lovet at servere en rigtig lækker buffet for os til den nette sum af 200 kr. I løbet af aftenen vil der være oplæg fra foreningens side af og fejring af det første år, foreningen har haft i Aarhus. Den sociale gruppe vil desuden stå for lidt underholdende indslag - så måske er det en god idé at have sin juleviden opdateret ;)
Vi ser meget frem til en super sjov aften og håber at se så mange juleglade SAMSer som muligt!
Kærligste julehilsner! Den sociale gruppe :)
torsdag 5. december 2013 kl. 19:15 | 0 kommentarer

Det var med stor spænding at 5 SAMS’ere fra Aarhus drog mod København for at deltage i Lægedage – 5 kursusdage for praktiserende læger arrangeret af PLO. Lægedage er en årlig begivenhed som afholdes i Bella Centeret i uge 43. Hver dag var der kurser fra 9-17 med indlagte pauser til morgenbrød, frokost, kaffe og besøg på den store messe, hvor der var alt fra himmel og jord med tilknytning til almen praksis. Som SAMS medlem havde vi fået mulighed for at få en gratis kursusdag mod, at vi var medhjælper 1 dag.

Jeg startede ud med at være på kursus om onsdagen. Ved ankomst i foyeen mellem kl.  8-9 skulle man forsyne sig med et navneskilt, som fungerede som adgangsbillet. Her var der kaffe og morgenbrød til de sultne.

Kl. 9 startede 1. del af kurserne. Nogle kurser var lukkede og forbeholdt læger, der havde tilmeldt sig i god tid, men de fleste kurser var åbne, og så kunne man ellers vælge lige fra ”Luftvejsinfektioner i almen praksis – antibiotika – hvornår og hvornår ikke?” til ”Urinmikroskopi”. Generelt var der ca. 8 forskellige kurser i gang på samme tid, og emnerne varierede meget fra faglige opdateringer på sygdomme og behandling, praktiske kurser såsom UL og blodprøvetagning til mere organisatoriske emner vedr. overenskomst, datafangst og andre IT problemstillinger.

I middagspausen havde jeg sammen med Juliane fra Aarhus tjansen på vores SAMS stand, som var placeret inde på messen. Her var ideen, at vi skulle reklamere for vores jobportal, hvor læger skal kunne ansætte en stud.med. i sin praksis. Desværre var det kun lidt få, vi fik fat i, men vi fik gjort opmærksom på SAMS. Efter en stor lækker frokostbuffet var det tid til 2. del af kursusdelen, hvor jeg deltog i ”hovedpine i almen praksis”. Dagen sluttede med snacks og vin, og her var der god mulighed for networking blandt de andre deltagere.

Torsdag var så dagen, hvor jeg skulle være medhjælper fra kl. 7.45 – 17. Vi var ca. 8 i alt hver dag og blev fra morgenstunden iført en t-shirt og briefet om vores arbejdsopgaver. Opgaverne bestod i at hjælpe folk med at finde rundt, dele aviser ud, holde mikrofon ved de store kurser og ellers være til rådighed ved kurserne. Der var styr på organiseringen af os, og man havde rigtig god mulighed for at følge med i de kurser, man var sat på til at hjælpe ved. Juliane og jeg havde meldt os som figuranter til UL af abdomen, så det var jo en meget let tjans, og generelt fik vi rigtig meget fagligt og socialt ud af arbejdsdagen. Denne dag havde vi også god mulighed for at kigge rundt på messen i pauserne. Her fik vi prøver fra HUSK frøskaller, creme, masser af chokolade og andre gratis gadgets. Der var rig mulighed for at købe forskelligt lægegrej, eller vinde det, hvis man var heldig.

Alt i alt var det 2 fantastiske dage med masser af fagligt og socialt input. Efterfølgende har vi fået positiv feedback fra arrangørerne bag Lægedage, alt gik som forventet, og de var meget glade for vores hjælp.

Jeg kan varmt anbefale alle medicinstuderende at hive 2 dage ud af kalenderen til næste års Lægedage 2014!

Pernille Libach Hansen

torsdag 21. november 2013 kl. 20:17 | 0 kommentarer

SAMS Aarhus har afholdt første kursus-/case-aften, og i det følgende kan du læse en deltagers, Marthe Simonsen Straarup, oplevelse af aftenen.


Mandag aften d. 4. november 2013 havde SAMS Aarhus arrangeret deres første case-aften på Incuba . Vi var ca. 25 heldige deltagere, der havde fået plads.

Foreningen havde inviteret 4 praktiserende læger fra Aarhus og nærområde, der hver havde en case eller et emne med som ofte ses i almen praksis. Desuden havde én af lægerene inviteret en patient med til aftenen, som del af stationens indhold.

Vi blev inddelt i 4 grupper, som var blandet med deltagere fra forskellige semestre. Skiftevis skulle vi rundt til hver af de 4 læger ca. en halv time hvert sted.

Første station min egen gruppe så, var den hvor der var en patient til stede. En 18-årig pige havde fået et anfald af svimmelhed samt hjertebanken og havde derfor kontaktet egen læge. Vi fik lov til selv at udspørge patienten, og når vi mente, at vi havde nok information, komme med en tentativ diagnose med tilhørende behandlingsforslag. Det var utroligt spændende og virkede meget realistisk.
Efterfølgende fulgte der 2 stationer med hyppige lidelser fra bevægeapparatet, en med smerter i ryg og en i skulder. På stationerne øvede vi os i manuel undersøgelsesteknik, og vi gennemgik desuden et par teoretiske cases. Der var ligeledes lagt vægt på, hvornår man skulle lægge mærke til ’red flags’, som omhandlede de mere alvorlige sygdomme, der kan ligge til grund for smerter i bevægeapparatet.
Til sidst var der en spændende station om prævention, hvor vi fik den store rundtur i mulighederne – men også diskuterede hvem, der skulle have hvad, og hvordan man f.eks. forholder sig til helt unge og prævention.

De inviterede læger var alle engagerede og dygtige. Det var tydeligt, at de havde tænkt over deres oplæg og forsøgte at møde os som studerende, således vi fik mest muligt ud af aftenen.Case-aftenen med SAMS var en rigtig god oplevelse. Det var en god mulighed for at stifte bekendtskab med patientgrupper og sygdomme fra almen praksis, samt at skærpe sine praktiske færdigheder inden for området.

Jeg håber på, der kommer mange lignede arrangementer i fremtiden :)

torsdag 7. november 2013 kl. 17:29 | 0 kommentarer

SAMS Aarhus har afholdt den første kursusaften mandag d. 4/11-13 med temaet ” Almen Praktiserende Læge for en aften”, hvilket var en stor succes!

4 praktiserende læger og en patient var mødt op, og der blev afholdt 4 workshops med emner som prævention, skulderundersøgelse, cases om ryglidelser samt en patientcase, der omhandlede svimmelhed.

En meget spændende og interessant aften, der helt sikkert kommer til at foregå igen på næste semester.

mandag 4. november 2013 kl. 17:22 | 0 kommentarer

SAMS Aarhus har torsdag d. 31/10.13 afholdt første foredrag for alle interesserede medicinstuderende på Aarhus Universitet!
Temaet var "Vejen til almen praksis".

En stor tak til lægerne Christian Vøhtz og Roar Maagaard for et meget spændende foredrag!

Du kan læse et referat af foredraget her.

mandag 14. oktober 2013 kl. 16:45 | 0 kommentarer

Kom til SAMS’s første foredrag!

Vi har inviteret læge Christian Vøhtz, der er formand for FYAM (Forum for Yngre Almenmedicinere) samt læge Roar Maagaard, der er postgraduat klinisk lektor og bl.a. står for udviklingen af specialeuddannelsen for almen medicinere.

De vil fortælle om vejen til almen praksis og give gode råd om at optimere kvalifikationer og CV. Der vil være rig mulighed for spørgsmål og debat.

Dette foregår:

Torsdag d. 31/10 kl. 19-21 i Biokemisk Aud.

Der er selvfølgelig kaffe og kage.

 

Vi glæder os til at se Jer!

SAMS - en interessegruppe under DSAM.
Dudal Webdesign